Ikke et ord mere om Covid, restriktioner og mundbind.
Der var vi nået til.
Vi havde passeret punktet, hvor vores virksomhed var vendt på hovedet og tilbage igen. Vi havde reduceret, redesignet og effektiviseret, hvor vi kunne. Vi listede os ud på sociale medier, holdt virtuelle møder og forsøgte det bedste, vi kunne, ikke at mødes med kunder, kolleger og konkurrenter. Derfra var det bare at krydse fingre og håbe det bedste.
Efter de seneste dages eksplosive udvikling i smittetallene tværs over Europa er vi måske alligevel ikke helt færdige med at tale om Covid, restriktioner og mundbind. For vi undres over dette og hint!
Landets kulturformidlere græder salte tårer. Ingen gæster er skidt for økonomien i biografer, teatre og til sportsbegivenheder. Lige som det er for restauranter, hoteller, messecentre og andre steder, hvor tilstedeværelse og samvær er fundamentet for aktiviteternes fortsatte eksistens. Og mens udbyderne langsomt drænes for økonomi og optimisme, stimler vores børn sammen i uddannelsestilbud, der muligvis kunne fungere lige så fint, og måske endda mere tidssvarende, på afstand.
Vi undrer os over, at der fortsat kan proppes 25 børn eller unge mennesker ind i et lille, indelukket klasselokale, at de skal bære mundbind under offentlig transport, men ikke på skolernes arealer, og at unge under 12 år er fritaget for at bære mundbind, for vi forestiller os, at de også kan være smittespredere.
Vi undrer os over, at der maksimalt må være 500 tilskuere på et fodboldstadion med tilskuerkapacitet til 10, 15, 20 eller 40.000, hvoraf størstedelen er siddepladser, mens de ca. 30.000 indskrevne på Syddansk Universitet fortsat skal møde op til forelæsninger der i 2020 med rimelighed og fornuft, sagtens kunne afvikles på anden vis. Ligesom tilbud, flokmentalitet og køkulturen i detailhandelen får en undren med på vejen.
Covid smitter alle steder, og alle kan tilsyneladende blive smittet. Vi diskuterer risici, smittespredning og alvoren for dem, der bliver syge. Vi spritter af, holder afstand, arbejder hjemme, og forsøger efter bedste evne at følge de instruktioner, vi bliver pålagt. Også selvom vi ikke altid kan få øje på logikken eller de underliggende argumenter.
For få dage siden var forsidehistorien i dele af pressen, at et antal udenlandske håndværkere på en københavnsk arbejdsplads var blevet smittet og testet positive for Covid. Det er selvfølgelig alvorligt og et stort problem – af flere årsager. Måske kunne arbejdet have været planlagt anderledes, måske var boligforholdene uhensigtsmæssige, måske det var forventeligt at ”superspredning” ville ske på en større arbejdsplads. Men det er et faktum, at de ikke blev smittet, fordi de er udlændinge.
Vi undrer os over, om der var andet og mere i historien om de udenlandske håndværkere, der blev smittet med Covid. Og vi undrer os over, hvordan forsamlingsforbud håndteres på arbejdspladser og i det offentlige rum. Og over kravet om at bære mundbind på restauranter og beværtninger, når man står op, men ikke når man sidder ned. Og på vej ind i fitnesscentre, men ikke mens man pruster og stønner på kanten af et sammenbrud i træningslokalet. Der er flere steder, hvor det kniber at se logikken.
Som arbejdsgiver ved vi godt, at ”selvforskyldt” sygdom ikke giver ret til sygedagpenge eller løn under sygdom. Men vi var faktisk i tvivl om, hvordan vi skulle forholde os over for en medarbejder, der valgte at melde sig ”fraværende på grund af mistanke om smitte hos ægtefællen”. Derfor kontaktede vi STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvor anbefalingen var at søge svar hos Sundhedsstyrelsen. Det forsøgte vi så. Svaret hos Sundhedsstyrelsen var, at man her ikke udtaler sig om arbejdsretslige spørgsmål. Så det var to skridt frem og lige så mange tilbage.
Læs også: Leje af mandskab kan være en rigtig god ide
Så nu undrer vi os også over hvem, der skal betale løn eller sygedagpenge til en medarbejder, der udviste rettidig omhu eller samfundssind ved ikke at tage på arbejde, da ægtefællen faktisk viste sig at være Covid positiv.
I forbindelse med de markante stramninger, der blev iværksat med virkning fra 29. oktober, blev det også bestemt, at ”vandrende arbejdskraft” – vikarer, nu kun kan krydse den danske grænse for at arbejde, hvis de kan fremvise en negativ Covid test, som ikke er ældre end 72 timer. Vi kan godt forstå kravet om en negativ test, hvis det betyder, at færre bliver syge af Covid.
Vi undrer os over, hvorfor det er besluttet, at grænsen er 72 timer, når Statens Serum Institut fortæller at inkubationstiden oftest er 5 – 7 dage, for det må alt andet lige betyde, at de 3 dage lander lige midt i ingenting, og det giver ikke rigtig mening. For os som vikarbureau betyder det desuden, at der er lagt en alvorlig hindring i vejen for at rekruttere den arbejdskraft, Danmark ikke selv kan levere til byggeri, til jern- og metalindustrien, til produktionsindustrien og mange andre opgaver. At få medarbejderne testet, og derefter vente på svar, inden vi kan bestille en bolig til mandskabet, udarbejde kontrakter, arrangere transport og endelig sikre, at den nye medarbejder herefter kan nå at møde på arbejdspladsen inden for 3 døgn efter Covidtesten er gennemført, nærmer sig det umulige.
Hvis det, sundhedsmæssigt, er den rigtige løsning, respekterer vi naturligvis præmissen. Også selv om det vil betyde, at det bliver meget vanskeligt at rekruttere udenlandsk mandskab til det danske arbejdsmarked.
Men vi undrer os over, hvorfor grænsen er 3 døgn og ikke 5-7, og om restriktionerne derfor handler om at hindre andet og mere end smittespredning.
Vi oplever, at der fra politisk side stilles spørgsmål til ”fornuften” i en del af de restriktioner, vi nu må leve med. For to dage siden opfordrede Dansk Industri til at stoppe med, at indføre hastetiltag for at dæmme op for smittespredningen, men også for at sikre en gennemarbejdet og langsigtet plan, der skal hjælpe Danmark bedst muligt gennem Coronakrisen.
Om Danmark er åbent eller de facto lukket for udenlandsk arbejdskraft, det vil de kommende dage vise.
Pas på hinanden derude.
Læs også: Vi udvider og bygger om
